top

 

Sejl til maxi magic

From: Søren Poulsen, e-mail: slp@ofir.dk
Date: 09-01-2010

Jeg er en lykkelig ejer af en Maxi magic. Har købt båden i sommeren 2009
Jeg har aldrig haft båd før og har dermed ingen kendskab til sejlbåde.
Jeg tænker på at udskifte mine forsejle, fokken og genuaen, med rullesejl.

Hvad skal jeg købe af sejl.
Jeg vil dels gøre det for sikkerhedens skyld og fordi jeg ofte sejler alene, og ikke dyrker konkurence sejllads.
Jeg håber på at der er nogen der har et godt råd og kan hjælpe mig.

Med sejlerhilsen
Søren Poulsen
Mariager sejlklub


From: Bjarke M. Christensen, e-mail: Bjarke@GreveStrand.dk
Date: 09-01-2010

Jeg købte et Furlex 100S rulleforstag og en genua til min Magic hos Boding i Sverige. Det var et super godt køb, som jeg aldrig fortrød et sekund. Det skulle dog måske lige være, at jeg også burde have købt et nyt storsejl.

Singlehand sejlads kræver en selvstyrer (ens bedst 'buddy') og gode sejl. Så kan man sejle en hvilken som helst båd under 40 fod alene.

Bjarke


From: Poul Erik Kristoffersen, e-mail: poulerik24@gmail.com 
Date: 14-01-2010

Hej Søren
Som din ”nabo” i Mariager havn er et køb af et Furlex rulleforstag med sejl fra Boding i Sverige et superkøb. Jeg fik mit for 2 år siden og fik samlet det på en lørdag og det har fungeret uden problemer.

Jeg vil også som Bjarke skriver sige at en selvstyre er et must, hvis man sejler alene. Jeg har selv købt en Raymarine ST 1000 plus og den virker fremragende. Man kan sågar stagvende med den, så selvstyren selv giver rorudslag og går en på den ny krydskurs.

Du er velkommen til at kontakte mig hvis du vil vide mere

Efter 1 april ligger Jomfru Ane i vandet ved siden af dig, så du kan se det.
MvH
Poul Erik Kristoffersen
Maxi 77 Jomfru Ane
Mariager havn


From: Thomas Hernø, e-mail: thomas@herno.dk
Date: 16-01-2010

Hej
Jeg mener ikke at ét rulleforsejl er en særlig ideel løsning på en Magic. Jeg har elaboreret lidt over emnet på min hjemmeside www.herno.dk - Maxi Magic Teknik - Rigning, sejl og dæksudstyr, hvorfra nedenstående er sakset:
Jeg sejlede den første sæson med rulleforstag. Til det havde jeg en selvvendefok og en genua (ældre omsyet sejl). Man sejler meget med fok i en Magic, idet det er en forholdsvis let båd. Men det er svært at undvære genuaen, hvis man vil fremad i let vejr, specielt hvis der er lidt bølger.

Jeg skiftede derfor forsejl tit, og det er møgbesværligt på et rulleforstag. En "rigtig" rullegenua med skum i forliget ville have afhjulpet det lidt, men en let indrullet genua er altså en hul sæk, og det er ikke lige det man har brug for på kryds i blæsevejr. Skal det fungere med en rullegenua i genuastørrelse skal du helst have en lang skødeskinne i hver side, helst med skødevogne, der kan reguleres fra cockpittet. 

Hvis man vælger et rullesejl i fokkestørrelse virker det ikke rigtig med selvvendeskinnen, når den er rullet lidt ind fordi skødepunktet ikke passer. Jeg har mange gange haft brug for et mindre forsejl end fokken på ca. 13 kvm, og en indrullet fok bliver også en hul sæk. Et andet problem med en rullefok er, at den ikke kan have en vandret sejlpind i toppen. En høj og smal fok er ifølge adskillige sejlmagere meget afhængig af sejlpinde for ikke at blive for hul i toppen.
Rullesejlet var for meget komfort, og for lidt ydelse til mig. I anden sæson har jeg solgt det, og har nu et helt almindeligt forstag med selvvendefok på ca. 13 kvm og genua på ca. 22 kvm. Jeg er meget glad for byttet til almindelige sejl med hager, selv ved sejlads helt alene. Jeg har også en folkebådsfok på ca. 7 kvm til rigtig blæsevejr. Jeg har nu 2 reb i mit storsejl, og nr. 2 reb har jeg også brugt en del i sommeren 2008. 
 

Dette er skrevet for et par sejlsæsoner siden, og jeg mener fortsat det samme!. Mit råd er altså 3 forsejl med hager. Det vigtigste er at have en god fok så stor som mulig til selvvendeskinnen. Den bliver du nødt til at købe fra ny, idet den skal passe meget nøgagtig i dimensionerne. En lille fok og en stor genua kan forholdsvis nemt findes brugt i den Blå Avis. Mht. køb af sejl er der gode muligheder for at få en god pris på den kommende bådudstilling. Ellers ret blikket mod polske sejlmagere, det har jeg tænkt mig at gøre næste gang jeg skal have sejl.
 

Mht. autopilot: Sådan en må du have snarest muligt: den forøger glæden og sikkerheden ved sejlads alene. 

God fornøjelse
Thomas Hernø

Det siger vores medlemmer