Brand i Hundige Havn Hejren
Søndag den 25.februar kl 06:00 opstod der en brand på havnen i Hundige. Adskillige både "omkom" i branden, heriblandt Gitte og Michaels Maxi 999. 999'eren stod ca. 3 bådslængder fra hvor branden startede, men med lidt vind spreder branden sig nemt fra båd til båd.
Gitte og Michaels havde netop i sommeren 2006 hentet båden hjem fra Tyskland (den kan ses bagerst på Månedens billede fra Juli 2006) og de glædede sig til deres første "rigtige" sæson i båden. Men det skulle desværre ikke være.
Det er måske lidt morbidt at sætte billederne på Maximalt, men vi blev enige om at dette skulle være en lille "huskekage" til os alle om, at kaskoforsikring ikke er ligegyldigt. Uanset hvor sikkert og fornuftigt man sejler i sin båd, så kan noget som dette desværre ske. Og uden kasko er der ingen dækning ved brand og væltede både.
Og er din forsikringssum stor nok ? Det er fristende at spare lidt på dette, men når du en dag står i situationen er det meget trist både at have mistet sin båd og føle man får for lidt for den.
Og selvrisikoen skal man også lige tænke over. Webmaster var mere heldig og fik kun svinet båden til med sod og "snask" fra branden. Men den "skade" er en selvbetaler, når man har valgt en stor selvrisiko. Også selvom man er fuldstændig uden skyld i det skete.
Der er flere billede fra branden på den lokale sejlklubs hjemmeside: http://www.skb.dk/3/0/111/16/0
Vores tanker går til Gitte og Michael. Vi håber de hurtigt finder en ny Maxi som de bliver lige så glade for.