![]() |
Once
in a lifetime! |
Det var den 17. juli 2003.
Solen var næsten væk bag træerne i horisonten. ’Stridens Æble’ hang sikkert i
ankerkuglen på vestsiden af Borre Odde i Horsens Fjord. I det svindende lys så
jeg pludselig et springvand og en mørk bevægelse i vandoverfladen. Sådan et syn
holder man for sig selv lidt, mens man overvejer forskellige muligheder: For
meget rødvin til aftensmaden? Et søuhyre? ---- Eller kunne det være en hval?
Efter meget grundig overvejelse inddrog jeg ’Skipper’ i mit ’syn’. Han var
straks klar med forklaringen: det var naturligvis rødvinen!! Ikke længe efter
ændrede han dog forklaring, for da så han selv et springvand i en anden retning
på fjorden. En sms hjem med forespørgsel om hval i Horsens Fjord resulterede i
en ophidset opringning: ”Er det jer, der er sejlet ind i hvalen? Det står på
tekst-tv!” Den påstand kunne da heldigvis afvises, men der var altså en hval et
sted derude på den anden side af rælingen. Den hjemlige undersøgelseskommission
kun melde, at der skulle være tale om den næststørste hvalart. Finhvalen. Den
var tidligere set i Øresund, Flensborg Fjord og Kolding Fjord. Den var vurderet
til at være 10-12 meter lang og 1½ meter bred. Det var spændende. Vi havde set
en hval!! Helt automatisk sænkede vi stemmerne mens vi holdt udkig og
diskuterede, om der var nogen, vi burde underrette. Dagslyset svandt hurtigt. Og
så pludselig kunne blåstet høres. Hvalen havde retning direkte mod styrbords
side. Den var stor – større end båden, der i samme anledning syntes at skrumpe.
I en afstand af 1-2 bådlængder drejede hvalen af, holdt afstanden og svømmede
bag om båden og op langs bagbord side, hvorefter den drejede rundt og forsvandt
ud i fjorden igen. Nattesøvnen blev lidt urolig, præget af oplevelsen – og ikke
mindst tanken om, at det store dyr var et sted derude! Sådan noget oplever man
kun ’Once in a lifetime’.
Det tilbagevendende spørgsmål, som vi får stillet, når vi fortæller, er: Tog I nogen billeder? – og svaret er hver gang det samme: Det var næsten mørkt. Der ville aldrig være blevet et billede ud af det! …….. Men der var lys nok til videofilm!! Beviset er på filmen!!
Berit & Bjarne
Stridens Æble