Version 1, 10.09.2005

Fiskeri afmærkning

Fiskeriafmærkning Ifølge loven om saltvandsfiskeri må fiskeredskaber ikke anbringes på en sådan måde, at den frie sejlads hindres eller vanskeliggøres. Det betyder ikke at man har uhindret krav på sejlads overalt, men at der skal være rimelig plads til at passere redskaberne. Forvolder man skade på lovligt anbragte og afmærkede redskaber, er man erstatningspligtig.

Bundgarn skal, hvor den yderste hovedpæl i en garnrække står på vanddybder over 2 meter, på den yderste pæl være markeret med 2 sorte flag og 2 lysreflekser, der rager mindst 2 meter over vandoverfladen. På redskaber, som for indgående skal holdes om styrbord, skal lanternen vise grønt hurtigblink. På redskaber, som for indgående skal holdes om bagbord, skal lanternen vise rødt hurtigblink. For redskaber anbragt på landløse grunde kan såvel yderpæl som inderpæl kræves afmærket.

Gennemsejling skal være mulig, hvor der sættes rækker af bundgarn i forlængelse af hinanden ud fra kysten og garnene måler over 20 m i ringen. Regnet inde fra skal der være passage på 20 meters bredde for hvert andet redskab, og disse passager skal være markeret med sort flag og 1 lysrefleks.

Afbrækkede pæle skal straks fjernes. Forhindrer vejret eller andet, at det kan gøres, skal pælestumpen afmærkes med et sort flag og 1 lysrefleks. Man skal dog være opmærksom på, at der udmærket kan være knækkede og uafmærkede pæle i et område.

Venlig hilsen
Harding E. Larsen

(Klik på illustrationen for at se den i bedre kvalitet)